Fremtidstro vokser i Ukraine
Mens familier kæmper for at få mad på bordet, bringer din støtte praktisk hjælp, værdighed og tro på fremtiden.25. marts 2026
Ukraine var engang kendt som Europas brødkurv. Dets frugtbare jord og vidtstrakte marker brødfødte millioner langt ud over landets grænser. I dag fortæller det samme land en helt anden historie.
Siden invasionen i 2022 har landbrugsfamilier i hele Ukraine stået over for ødelæggende udfordringer. I landområder, hvor livet altid har været afhængigt af jorden, har mere end en tredjedel af husstandene mistet en betydelig indkomst. Millioner af mennesker står nu over for fødevareusikkerhed. For familier, der allerede levede på kanten, er overlevelsen blevet endnu sværere.
I en lille landsby i Sarny-regionen opdrager Viktor og Mariya deres børn, med endnu én på vej. Deres liv drejer sig om den jord, de dyrker, og de dyr, de passer. Hver dag er fyldt med hårdt arbejde: at passe afgrøder, fodre husdyr og gøre alt, hvad de kan, for at forsørge deres familie.
“Jorden er vores liv,” sagde Mariya. “Alt, hvad vi dyrker, giver mad til vores familie og vores dyr.”
Frø, der bringer fremtidstro
På trods af deres utrættelige indsats er det ikke nok. Det meste af det, de producerer, bliver brugt i hjemmet, og der er kun lidt tilbage at sælge. Basale behov – tøj, skolematerialer og lægehjælp – er ofte uden for rækkevidde.
Her træder Mission Uden Grænser til. Gennem fadderskabsprogrammet har Viktor og Mariya modtaget vigtig støtte: mad, tøj, skoleartikler og nødvendige husholdningsvarer. For deres børn bringer selv små ting glæde.
“De elsker spaghetti og ris,” sagde Mariya med et smil. “Det er en rigtig luksus for dem.”
Men den mest forvandlende støtte er kommet gennem uddeling af frø til køkkenhaver.
Med stigende fødevarepriser er det afgørende at dyrke sin egen mad. Familien har modtaget 17 forskellige slags grøntsagsfrø; herunder majs, rødbeder, gulerødder, tomater, peberfrugter, agurker, radiser, persille, rucola, dild og løg. Det er nok til at anlægge en have, der kan brødføde dem fra forår til vinter. Disse frø bringer ikke kun mad, men også værdighed, selvstændighed og fremtidstro.
En familie, der bliver stærkere
Takket være støtten fra fadderskabet og projekt køkkenhaver overlever Viktor og Mariya ikke bare – de er begyndt at genopbygge deres liv. Der er planer om at give dem landbrugsudstyr, som vil hjælpe dem med at dyrke mere jord og øge deres høst.
“Jeres hjælp er ikke bare mad eller tøj,” sagde Mariya. “Det er venlighed, som varmer vores hjerter. Det minder os om, vi ikke er alene.”
I dag bliver deres familie stærkere. Med din støtte kan flere familier i Ukraine få hjælp til at begynde genopbygning af deres liv.