Håb og handling i Ukraine

Ukraine er i dag et land i dyb krise: Over 14 millioner mennesker er fordrevet, mere end 10.000 civile er dræbt, og 18.000 såret. Fattigdomsraten er eksploderet fra 5,5% til 24,2% i 2022, og hver tredje husstand mangler mad på bordet. Skoler ligger i ruiner, daglige luftalarmer og strømafbrydelser forstyrrer undervisningen, og 9,6 millioner ukrainere bærer på krigstraumer – heriblandt 1,5 millioner børn i risiko for alvorlige psykiske følger.

Midt i denne virkelighed mødtes jeg med Volodymyr, min kollega fra Ukraine, under en konference i Albanien. Over en kop kaffe talte vi om, hvordan det virkelig er at leve og arbejde med krigens konsekvenser – og hvad der skal til for at være klar til genopbygningen. Her er vores samtale. 

Golriz:

Volodymyr, tak fordi du mødtes med mig midt i konferencen. Hvordan har du det – og hvad møder dig, når du vender tilbage til Ukraine? 

Volodymyr:
For jer i Danmark er det oftе billeder på en skærm: huller i veje, nedbrudte bygninger, triste overskrifter. Men for mig er det noget andet. Jeg træder ud af bilen og lugter krigens støv, hører stadig genklangen af luftangreb i ørerne. Jeg ser børnenes trætte smil, mens de forsøger at lege mellem ruinerne. Jeg mærker hjerteslående sorg, når familier fortæller, at deres hjem er væk – og angst for, om de nok en gang må flygte. Alligevel finder jeg noget andet: Sammenhold og nabohjælp, der springer ud af ruinerne. Et fællesskab, der nægter at lade håbet dø, selv når alt andet er smadret.

Golriz:

Hvad er det første, familierne spørger efter, når dit team besøger dem? 

Volodymyr:
Uanset kaosset handler det ofte om helt almindelige ting: Madleverancer, hygiejnepakker, mange familier spørger for tiden til vores sommerlejre. Men lige så vigtigt er spørgsmålet: "Vil I blot lytte til os?" Mange savner bare en, der ser dem som mennesker – ikke kun som krigsofre. De bærer alle på en historie, de har alle mistet og betalt en høj pris for denne krig.
 

Golriz:

Kan du give et konkret eksempel på en familie eller en situation, der stadig rører dig?

Volodymyr:
Ja – i landsbyen Bugrin arrangerede vi en påskefest med lokale frivillige. Moren i familien Gerasymchuk mistede sin bror i krigen. Hun stod foran os med tårer i øjnene og sagde: 

“I har givet mig et øjebliks fred midt i al frygten. Jeg længes efter ro – både i mit land og i mit eget hjem.” 
Det ramte mig, hvordan et par timers fællesskab kan tænde et lys i mennesker igen. 

Golriz:

Hvad er det sværeste ved dit arbejde lige nu? 

Volodymyr:
Ressourcer. Vi har begrænsede midler og må prioritere de faste programmer. Det er hjerteskærende at sige nej til materiel hjælp, når vi ikke kan dække alle behov. Men vi sørger altid for at tilbyde samtaler og pege videre til lokale støttenetværk. 

Golriz:

Hvordan holder I modet oppe, når situationen er så svær? 

Volodymyr:
Fællesskabet. Hver morgen samles vores medarbejdere til en kort samling, med et minuts stilhed for dem vi har mistet og derefter retter vi fokuset på dem vi stadig har omkring os som har brug for vores hjælp. Vi deler historier, små sejre og minder hinanden om, hvorfor vi gør det her. Det giver energi til at fortsætte. 

Golriz:

Hvad sker der, hvis støtten fra Danmark forsvinder? 

Volodymyr:
Uden jeres faste bidrag vil hjælpen gå fra at være stabil og forudsigelig til sporadisk nødhjælp – langt dyrere og mindre holdbar. Det pres rammer de allersvageste hårdest. Særligt kvinderne, der allerede bærer familiernes byrder, er nødt til at holde økonomien i gang på egen hånd. Samtidig mister hundreder af familier det eneste faste holdepunkt i en tilværelse præget af usikkerhed. 

Golriz:

Hvordan kan vi være klar til genopbygningen, når krigen en dag er forbi? 

Volodymyr:
Vi tror på, at krigen snart faser ud. Når det sker, bliver behovet for genopbygning enormt. Vi forbereder allerede projekter for genopbygning af skoler, boliger og sundhedscentre. Men vi har brug for faste støtter, der vil sikre, at vi har midler og kapacitet til at træde til fra dag ét. 

Afslutning og opfordring 

Samtalen med Volodymyr har mindet mig om, at bag alle tal og overskrifter står rigtige mennesker med dybe sorger – men også med ukueligt håb og fællesskabskraft.  

Uden faste bidrag til sommerlejre, madleverancer og nødhjælpskasser, vil de bære en endnu tungere byrde. Vi kan være med til at sikre, at hjælpen forbliver forudsigelig. Stå sammen med dem gennem denne tid. Hver støtte, lille som stor, er et skridt nærmere genopbygningen af et Ukraine, der længes efter fred og normalitet.