3. søndag i advent – Venlighed som kristen praksis

Af Jonas Adelin Jørgensen, rådgiver for tros- og religionsfrihed i Kirkernes Verdensråd og akademisk medarbejder hos Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. 

Når vi åbner Bibelen, læser vi i lyset af det, vi kender til. Kristne fra fattige lande lægger mærke til noget andet end dem fra lande med overflod. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner ser den velstillede måske venligheden i at hjælpe den sårede. Den fattige ser måske snarere håbet i at blive hjulpet. Min næste kan være den, jeg hjælper, men også den, som hjælper mig. 

Jesus giver os et billede af en kristen identitet, som er solidarisk, følsom og ikkevoldelig. Det er venlighed i kristen forstand. Jesus fremhæver dem, der handler og længes efter retfærdighed – ikke krigeren eller lederen, men den modige og beslutsomme, som gør det rigtige. 

At være discipel er et bevidst valg: tro og handling hører sammen og må formes af noget andet end de normer, vi er vokset op med. Vi må lade os udfordre af Jesu forståelse af venlighed. 

Den velsignelse, Jesus ser i samaritanerens venlighed, kan vi også opleve. Verden mangler venlighed i kristen forstand. Vi kan være salt – det krydderi der bevarer og giver smag. Venligheden gør den fremmede til min næste og mig til en næste for den fremmede. 

Måske tænkte folk på herberget: ”Når jeg ser din venlighed mod denne fremmede, kan jeg tro på, at Gud er venlig mod os.” Vores venlighed kan rydde forhindringer væk, så andre kan tro, at Gud er god. 

Advent er tiden til at forberede os – og verden – på at tage imod Gud i Jesusbarnet. Venligheden gør det muligt.