En hverdag båret af små lyspunkter i et liv med store byrder

Nadiyas kamp for at blive ved med at bevæge sig

Det er stadig tidligt, når Nadiya vågner. Huset er stille, og hun ligger et øjeblik og mærker kroppen, før hun langsomt sætter sig op.

“Jeg står meget tidligt op, og jeg vil gerne lave noget, men jeg kan ikke engang tage et skridt, fordi mine ben gør så ondt, at jeg ikke kan holde det ud.”

Hun er 76 år og bor alene i det vestlige Ukraine. Datteren bor langt væk, og dagene går i et roligt, men tungt tempo. To stokke er hendes faste støttepunkter, når hun bevæger sig ud i verden udenfor døren.

Alligevel stopper hun ikke. Hun bevæger sig mellem hønsehuset, haven og de dyr, der stadig kræver hendes omsorg: katte, en hund og høns, som giver liv omkring huset.

“Jeg går med to stokke, langsomt, og får noget gjort,” siger hun.

Hendes nabo og ven, Oleksandr, som arbejder med Mission Uden Grænser, kommer forbi næsten hver dag. Han kender rutinen, døren der åbnes langsomt, og hvordan hun forsøger at skjule smerten.

“Nadiya har mange smerter, og kun medicin hjælper hende lidt med at sove om natten. Men hun kan ikke forestille sig et liv uden arbejde,” fortæller han. “Jeg begyndte at hjælpe hende for nogle år siden – med at hente vand, hugge brænde, købe medicin og tage hende med på hospitalet.”

Nadiya passer hønsene.

Kærlighed og tab

For to år siden begyndte Nadiya også at modtage hjælp fra Mission Uden Grænser: mad, hygiejneprodukter og praktisk støtte, der gør hverdagen lidt lettere.

“Hun går i kirke, beder og læser i Bibelen. Det åbner døren for at tale om tro og livsspørgsmål,” fortæller Oleksandr.

Men hendes historie bærer også på både varme og sorg. Hun taler stille, når hun husker sin mand, der døde for otte år siden.

“Min mand har været væk i otte år. Han var syg i næsten tre år, men det var ikke svært at passe ham, fordi jeg elskede ham,” sagde hun. “Han var meget kærlig og omsorgsfuld. Jeg betragtede ham som en velsignelse, fordi min første mand var alkoholiker og slog mig meget. Min anden mand hjalp mig til at finde ro med sin venlighed.”

Udenfor hendes vindue er landskabet stille, men krigen er aldrig langt væk. Den mærkes i lydene fra sirener, i nyhederne og i kroppen, der aldrig helt slapper af.

“Jeg har aldrig set krig før i mit liv, men det har jeg i min alderdom. Heldigvis er det roligere her i vest. Alligevel forsvinder følelsen af frygt ikke. Ingen føler sig trygge, ingen planlægger fremtiden. Livet er næsten gået i stå på mange måder.”

Nadiya og Oleksandr taler i køkkenet.

“Det værste er, at mange unge mennesker dør ved fronten, også fra vores landsby. Mit helbred begyndte at forværres på grund af de konstante alarmer, truslen om bombardement og frygten for invasion. Selv nu vågner jeg hver dag og tænker på, hvordan vores blomstrende land er blevet til ruiner. Priserne er steget voldsomt, og statslig støtte er sparsom. Min pension var ikke nok til at leve af.”

Livsforandrende støtte

For ældre mennesker som Nadiya har støtten fra Mission Uden Grænser været livsforandrende. Når Oleksandr kommer med hjælp, er det ikke kun varer, han bringer ind i huset - det er også en form for lettelse i en tung hverdag.

For Nadiya betyder støtten fra Mission Uden Grænser, at dagene hænger sammen.

“For to år siden begyndte jeg at modtage hjælp. Det er meget værdifuldt; det hjælper mig til at leve, ikke bare overleve. Jeg tænker meget over livet og forsøger at leve så godt som muligt. Mit håb er, at jeg ikke står alene i det.”

Hun holder en pause, før hun fortsætter:

“Jeg ved, at jeg får hjælp. Hvordan? Se på Oleksandr. Han vælger at adlyde Gud og hjælpe mig, og det betyder meget. Hans godhed styrker mig, varmer mig og hjælper mig med at leve de dage, jeg har fået tildelt. Jeg føler omsorg, når jeg modtager hjælp, som kommer fra donationer fra gode mennesker.”

Støt ældre mennesker som Nadiya i dag.